Som 15 årig flyttede jeg hjemmefra, da tilværelsen hos min mor blev uudholdelig for mig.
Jeg famlede i blinde efter et sted at høre til, og endte i rockermiljøet, hvor der var plads til en ung og vild gut som mig. Det førte mig igennem mange både hårde og vanvittige oplevelser, som mundede ud i at jeg fik en fængselsdom, og senere blev diagnosticeret med post traumatisk stress syndrom. Under afsoningen besluttede jeg mig for at ændre kurs.

Nytårsaften år 2000 blev vendepunktet, hvor jeg sagde til mig selv:
‘Det her går simpelthen ikke’.
Jeg begyndte på pædagoguddannelsen, men indeni mig var der et smertefuldt kaos, som spændte ben for det gode liv, jeg ønskede mig. Det blev begyndelsen på en årelang terapeutisk rejse, som begyndte med skælvende halve sætninger, hvor jeg langsomt og forsigtigt lærte at sætte ord på de oplevelser, jeg ellers havde brugt meget af mit liv på at lukke af for, fordi de var så smertefulde og angstprovokerende, at jeg havde fortrængt dem.

Samtalerne supplerede jeg med kropsterapi i flere former, og langsomt fik jeg det bedre, både fysisk og psykisk. Efterhånden som jeg fik afløb for al den angst og smerte, jeg havde holdt på, opdagede jeg, at det ikke er farligt at række ud og være sårbar, men at der ligger mod og styrke  i at bede om hjælp. Jeg har lært at give og tage imod det vigtigste i livet: Kærlighed.

For allerhelst vil vi elskes. Idag er jeg gift med Katja, og er far til tre børn i alderen 5 til 22 år.
Jeg er uddannet pædagog og familieterapeut. Med både min personlige og faglige erfaring, har jeg støttet mennesker i krise og med livsudfordringer de sidste 20 år.